Hvad gør jeg, hvis nogen hacker min Netflix-konto?

Det sker, at man er uheldig (eller uforsigtig) og får hacket sin Netflix-konto. Selv en techentusiast som David Guldager har prøvet det.

Da han tidligere på året spurgte om, hvad han skulle gøre, fik han et par overraskende nemme svar på Twitter.

Du kan simpelthen ringe til Netflix’ kundeservice, som både Peter og Frederik peger på i nedenstående tweets – det virker forholdsvis nemt!

Telefonnummeret til Netflix-support er 80 25 12 50. Nummeret er døgnåbent, men der er (eftersigende) “kun” dansk support tilgængelig mellem 10 og 22, mens de taler engelsk uden for tidsrummet.

Ifølge de fleste kilder er deres service overraskende hurtig og effektiv! Servicen kan også bruges til tekniske problemer.

Nye Serier i Zeitgeisten

Hvilke interessante serier er der hype om i øjeblikket?

Det tager vi et kig på i ‘Nye Serier i Zeitgeisten’, hvor vi i denne uge fremhæver tre serier, der forhåbentlig kommer ud til de danske streamingseere inden for det kommende år.

Nye serier i zeitgeisten

Perry Mason
21. juni får Perry Mason premiere på HBO med ‘The Americans’-stjernen Matthew Rhys i hovedrollen.

Serien er baseret på et retsdrama fra 1957 og har også John Lithgow, Tatiana Maslany og Shea Whigham på rollelisten.

Perry Mason er en miniserie.

Santa Inc.
HBO Max byder på nedenstående lille lækkerbidsken, når de forhåbentlig kommer til Danmark i løbet af 2021. Med Sarah Silverman og Seth Rogen kan det kun blive en vulgær storbandende julemand!

Solar Opposites
Rick and Morty-skaber Justin Roiland er ude med en serie, der virker til at leve op til forventningerne (pt. 100 % på Rotten Tomatoes).

‘Solar Opposites’ handler om en alienfamilie fra en bedre verden, som af nød må slå sig ned i USA. Den præmis lyder ikke mindre interessant i lyset af det nuværende politiske klima i USA, som der helt sikkert trækkes tråde til.

Desværre er serien en Hulu-produktion, og Hulu er udelukkende en amerikansk streamingtjeneste. Der er dog rygter om, at Hulu planlægger en international udvidelse, men det er i den begyndende fase. Til gengæld ejer Disney 60 % af Hulu, og man kan derfor håbe, at Solar Opposites bliver tilgængelig på Disney+.

Se traileren til Solar Oppoisites her:

Space Force invaderer dit Netflix

En af de mest imødesete serier i 2020 rammer Netflix den 29. maj, når Greg Daniels og Steve Carells ‘Space Force’ får premiere.

Greg Daniels står bag kultserierne ‘The Office’ og ‘Parks and Rec’, mens han pt. også er showrunner på Amazon Primes ‘Upload’.

Space Force er dog ikke en mockumentary som The Office og Parks, hvilket sandsynligvis er en god ting, da der var risiko for at udvande konceptet.

I stedet virker det – ligesom Upload – til at være en mere klassisk komedieform, som du kan se en forsmag på i nedenstående trailer.

Det bliver godt!

Fornyelses- og Sløjfningshjørnet 1/5 – 8/5

Fornyelses- og Sløjfningshjørnet er vores faste segment i Streamingnyhederne – og nu er det også at finde på hjemmesiden. Her får du et overblik over den seneste uges fornyelser og sløjfninger (dog ingen af sidstnævnte i denne uge – yay!).

Vi medtager naturligvis kun serier, der kan findes på danske streamingtjenester.

Fornyelses og sløjfningshjørnet

Hør det foregående Fornyelses- og Sløjfningshjørne i Streamingnyhederne uden Anna Gaarslev her – episode 119 af ‘Vi streamer op ad åen’.

Amazon Prime

The Boys – Sæson 3Anbefalet af podcasten
Den ultravoldelige The Boys har fået en tidlig fornyelse på sæson 3 – og det endda før sæson 2 er udkommet. Anbefalet af Vi streamer op ad åen.

IMDB: 8,7

The Terror – Sæson 3
Antologiserien, som betyder at rollebesætningen skiftes ud løbende, får eftersigende en ny sæson. Sæson 3 er endnu ikke bekræftet af AMC. Herhjemme kører serien på Prime.

IMDB: 8,0

Upload – Sæson 2
Greg Daniels, der står bag The Office og Parks and Rec, er tilbage med Upload, og under en uge efter premieren er serien fornyet med en anden sæson.

IMDB: 8,2

DRTV

Borgen – Sæson 4
Birgitte Nyborg vender overraskende tilbage i 2022 til sæson 4 af Borgen. Som sædvanligt er DR i spidsen i Danmark, mens resten af verden kan følge med på Netflix. Interessant, at vores public service-kanal etablerer et samarbejde med en streaminggigant – mon der kommer mere af det i fremtiden?

IMDB: 8,5

HBO

Insecure – Sæson 5
Issa Raes Golden Globe-nominerede komedieserie kører videre. Hun har formået at ramme en serie, der minder om klassiske komedieserier som Klovn og Curb Your Enthusiasm – bare med en mere “alvorlig” tone, så serien får et autentisk præg.

IMDB: 7,8

Netflix

After Life – Sæson 3
Sæson 2 af Ricky Gervais-serien har delt fansene, men Netflix holder fast i deres 3-sæsonskurs, og After Life vender derfor tilbage næste år. Da Netflix har en vane med at stoppe serier efter tre sæsoner, er det ikke umuligt, at sæson 3 bliver After Lifes sidste sæson.

IMDB: 8,5

Viafree

Undercover Boss – Sæson 10
Imponerende at ingen har identificeret deres undercover boss endnu, da “reality”-serien har kørt i 10 år. CBS producerer serien, og herhjemme kan den findes ganske gratis på Viafree.

IMDB: 5,8

Viaplay

Magnum P.I. – Sæson 3
Genoplivningen af den gamle Tom Selleck-serie trives hos CBS, hvor den bliver produceret.

IMDB: 5,7

NCIS – Sæson 18
Hvad der virker som 243 sæsoner, er faktisk kun 17. Men NCIS vender tilbage med en sæson 18. Da vi ikke har set serien siden sæson 2, er det eneste spørgsmål: “Hvor er DiNozzo henne?” Igen er det CBS, der står bag.

IMDB: 7,8

Seal Team – Sæson 4
Seal Team har aldrig været så flotte og filmstjerneagtige! En af de serier, der af en eller anden årsag bare kører videre ligesom de fleste andre på Viaplay. CBS er også her bagmændene.

IMDB: 7,4

S.W.A.T. – Sæson 4
Se ovenstående beskrivelse af Seal Team!

IMDB: 7,0

Anmeldelse af Quibi

En streamingtjeneste udelukkende til mobil brug – det er i fokus i seneste episode (#122), hvor vi kigger på tjenesten Quibi (et sammensat ord af quick og bites).

Tjenesten har i al ubemærkethed lanceret i Danmark til forskel fra mastodonterne HBO Max, Disney+ og Peacock.

Hør hele vores anmeldelse i episode 122 af ‘Vi streamer op ad åen’ (links til iOS og Android).

Quibi pris og platforme

LINKS TIL QUIBI: Hent app’en til iOS // Hent app’en til Android

Tips til shows på Quibi

Sexology with Shan

Et forfriskende syn på ganske almindelige issues inden for sex og samliv med den sympatiske sexolog Shan Boodram som vært.

Run This City

En dokumentarserie, der følger den yngste borgmester i Massachusetts historie Jasiel Correia – og samtidig læner serien sig op af true crime, da Correia ikke har rent mel i posen.

Nikki Fresh

Nicole Ritchie er måske ikke typen, du forbinder med selvironi. Men med denne mockumentary fyldt med berømthedscameoer laver Ritchie om på det image. Overraskende skarpt angreb på den globale wellness-kultur.

Punk’d

Lever på ingen måde op til originalen, men kan være let underholdning under kedsomhed. Ashton Kutcher er skiftet ud som vært med karismaløse Chance the Rapper, og berømthederne er afløst af obskure rappere og b-skuespillere.

Answered

Vox er på banen igen med en explainerserie kun om pandemier – med fokus på corona naturligvis!