PODCASTEPISODE 33: Drama, Komedie, Action – We got it all!

Vi har en smule problemer med at sidde tæt på mikrofonen samt banken i bordet i denne episode af Vi streamer op ad åen.Logo

Indholdsmæssigt remser vi vores favoritstreamingserier op i drama-, komedie- og actiongenren – det er det ypperste af vores streamingbibliotek.

Peters dramavalg er måske-måske ikke nørdet, Tobias’ kone hader hans komedievalg og Anders’ actionvalg står for Wupti Pedes seriegennembrud.

Anden del af dette segment kommer i næste episode!

Vi høres på åen.

Klik her for at høre episode 33 af Vi streamer op ad åen i din browser.

Vi kan naturligvis også findes i din foretrukne podcast-app som fx Apple Podcasts, Spotify, Google Podcasts, Castbox, Podbean m.fl..

Forresten…

Vi er på Twitter-mediet: @streamaaen.

Kontakt: streamaaen@gmail.com.

Bag podcasten står Peter Vistisen, Tobias Iskov Thomsen og Anders Zimmer Hansen – alle tidligere favoritmennesker.

PODCASTEPISODE: Hvad skal du streame i sommerferien?

En erkendelse. Hjemmesiden er blevet negligeret på det seneste.

Dog har vi spyttet episoder ud, som Donald Trump spytter volapyk ud på Twitter.

I forbindelse med sommerferien lancerer vi nu en sommerspecial, hvor vi giver inspiration til, hvad du skal se i sommerferien.

Vi snakker bl.a. dialogfattig storfilm på Netflix, drengerøvsserie på HBO og potentiel kultserie på Amazon Prime.

Derudover afslører Tobias, at han under sin universitetstid var enormt investeret i Gilmore Girls. Den kommer han bestemt ikke til at høre for i fremtidige afsnit!

Find episoden i din foretrukne podcastapp ( søg på Vi streamer op ad åen i iTunes, Pocket Casts, Spotify, Google Podcasts m.fl.) eller klik på nedenstående billede for at høre podcasten i din browser (via Podbean).

Vi høres på åen.sommerspecial - logo

Forresten…

Vi er på Twitter-mediet: @streamaaen.

Kontakt: streamaaen@gmail.com.

Bag podcasten står Peter Vistisen, Tobias Iskov Thomsen og Anders Zimmer Hansen – alle tidligere veninder til Rory i Gilmore Girls.

Sæson 4 af Halt and Catch Fire er nu på HBO Nordic

Streamere med C More har over en længere periode haft adgang til sæson 4 af den eminente dramaserie Halt and Catch Fire, som skildrer starten på den personlige computer-revolution i 80’erne og 90’erne.

Men ventetiden er nu forbi for mainstream-streamerne: Halt and Catch Fires sidste sæson er nu tilgængelig på HBO Nordic.

Fjerde sæson er seriens mest kritikerroste, og næsten samtlige medier i USA havde sæsonen med på top 10-lister over det bedste tv i 2017.

De tre første sæsoner er bestemt også en binging værd, og her på redaktionen er Halt and Catch Fire blandt de absolutte streamingfavoritter i nyere tid.

TOP 10: Zimmers 2017 Streaming Favoritter

2017 var et år, hvor jeg valgte at hoppe med på Amazon Prime Video, og dermed har jeg nu abonnement på fire streamingtjenester – Prime, HBO, Netflix og C More.

To af tjenesterne er gennem mit Telmore-abonnement (HBO og C More), mens de to resterende bliver betalt individuelt. Fælles for dem alle er, at jeg overhovedet ikke kan følge med hastigheden på tilføjelsen af nye serier og film.

Men der er da content, som har fanget mine kvadratiske øjne – jeg giver i nedenstående mit bud på en Nytårsliste af det bedste indhold set fra min koksgrå sofa.

Disclaimer: I min udvælgelse er ud fra min aldrende hukommelse plus et par kig på tjenesterne, så der kan være serier/film, der er smuttet i forbifarten – især på Netflix, hvor det synlige indhold skifter jævnligt!

10. The Handmaid’s Tale (HBO)

Blandt årets mest roste serier og modtager af otte Emmys ved den seneste prisoverrækkelse. I en dystopisk fremtid har menneskeheden problemer med fertiliteten, og derfor holdes jordens fertile kvinder som sexslaver, de såkaldte handmaids, hos magtfulde familier verden over. Det er creepy, og det er spektakulært.

Hold øje med de kommende sæsoner, der lover mere creepyspektakulærness!

9. Mindhunter (Netflix)

En af de mere omtalte serier på Netflix i 2017. Et krimidrama, der følger et team af efterforskere, som forsøger at blive klogere på psyken og tankegangen hos seriemordere. Serien er for alle dem, der elsker krimi, men hader Kanal 5’s sendeflade aka CSI-Forever.

8. The Expanse – Sæson 2 (Netflix)

Umiddelbart tror jeg ikke, at The Expanse har et gigantisk budget – men seriens skabere formår alligevel at kreere en troværdig og betagende atmosfære. Skuespillet er til tider kluntet (især fra Cas Anvar, Wes Chatham og Shohreh Aghdashloo) – men bortset fra det, leverer serien solid underholdningsværdi. Plottet omhandler den uofficielle efterforskning af en konspiration, som truer freden mellem Jorden, Mars og Outer Planets Alliance (OPA). Sprængfarligt!

7. Timeless (Netflix)

Lige inden starten på 2018 blev Timeless tilføjet Netflix. En herlig tidsrejseserie, hvor en trio bestående af en historieprofessor, en elitesoldat og en tekniker/pilot skal forhindre en flok “tidskriminelle” i at ændre historien. NBC-serien blev faktisk sløjfet efter første sæson, men Sony så potentiale i plottet og fik forhandlet en anden sæson hjem.

Serien kan føles klodset i perioder, men det er non-stop underholdning, og jeg er endnu ikke faldet over et kedeligt afsnit. En af de mest positive overraskelser i 2017.

6. Crashing (HBO)

Komikeren Pete Holmes spiller en fiktiv blødhjertet Pete Holmes i denne halvtimes komedieserie på HBO. Udover Holmes er komediegeniet Judd Apatow involveret i udviklingen af serien.

Serien har lidt Louie over sig, da den har samme præmis med at følge en stand-up-komikers liv på og uden for scenen. Men i forhold til Louie slås den Pete med større problemer som eksempelvis hjemløshed, utroskab og manglende succes. Jeg sælger den godt, ikke?

Serien skal ikke forveksles med Netflix-serien af samme navn.

5. Ozark (Netflix)

Vi kan ikke komme uden om Breaking Bad-vibes i Jason Bateman og Laura Linneys nye Netflix-serie Ozark, som centrerer omkring hvidvaskning af narkopenge. Der er masser af potentiale i en anbefalelsesværdig første sæson, og personligt regner jeg med, at de kommende sæsoner bliver endnu bedre.

4. Vice Principals – Sæson 2 (HBO)

Fortræffelig opfølgning på en mindre god første sæson. Vice Principals byder på alle de grin, som jeg forventede fra starten af serien. Der er stadig sort humor under overfladen, men det overtager ikke på samme måde som i den indledende sæson. Vice Principals sæson 2 er årets comeback.

3. Red Oaks – Sæson 3 (Amazon Prime)

En serie med kultpotentiale. Red Oaks er fløjet under radaren hos de fleste, men den er en af mine personlige favoritter. En såkaldt coming-of-age serie, der kører hen over et par år i midtfirserne, hvor vi følger David, der ikke har fundet fodfæste i sit kommende voksenliv.

Serien har en cool æstetik, er finurlig under dramaet og har en solid rolleliste inkl. Craig Roberts, Jennifer Grey, Richard Kind, Paul Reiser og den glimrende Ennis Esmer som en overvægtig tennispro.

2. Mindhorn (Netflix)

Må være årets overraskelse for mig. Mindhorn er en latterfremkaldende satire (og eneste film på listen) om den udvaskede krimiskuespiller Richard Thorncroft, der bliver hyret til en mordefterforskning, fordi en af de mistænkte tror, at Thorncrofts krimipersona Detective Mindhorn er ægte. Det lyder tåbeligt, men det er ekstremt sjovt!

1. Halt and Catch Fire – Sæson 4 (C More)

En af de mest gennemførte serier i de senere år. Gennem de fire sæsoner følger vi fem karakterer inden for udviklingen af computere, da de for alvor ramte markedet i 80’erne til 90’erne, hvor World Wide Web begyndte at få traction.

Halt and Catch Fire blev bare bedre og bedre gennem dens løbetid – især gennem sin karakterudvikling. Fjerde sæson er en følelsesmæssig overvældende oplevelse og er simpelthen suverænt håndværk.

Honorable mentions

Insecure – Sæson 2 (HBO), Billions – Sæson 2 (HBO), Divorce (HBO), Mike Birbiglia – Thank god for jokes (Netflix), Lovesick – Sæson 2 (Netflix), Jean-Claude van Johnson (Amazon Prime), Frontier (Netflix)