Sæson 4 af Halt and Catch Fire er nu på HBO Nordic

Streamere med C More har over en længere periode haft adgang til sæson 4 af den eminente dramaserie Halt and Catch Fire, som skildrer starten på den personlige computer-revolution i 80’erne og 90’erne.

Men ventetiden er nu forbi for mainstream-streamerne: Halt and Catch Fires sidste sæson er nu tilgængelig på HBO Nordic.

Fjerde sæson er seriens mest kritikerroste, og næsten samtlige medier i USA havde sæsonen med på top 10-lister over det bedste tv i 2017.

De tre første sæsoner er bestemt også en binging værd, og her på redaktionen er Halt and Catch Fire blandt de absolutte streamingfavoritter i nyere tid.

Zimmers anmeldelse af Britannia

Zimmer er en skeptiker.

Han er ikke fantasyfan – og dermed er han endnu ikke hoppet med på Game of Thrones-bølgen de seneste mange år.

Så hvorfor ikke sætte ham til at anmelde Skys “historiske” okkulte drama Britannia, som herhjemme sendes på HBO Nordic – trods Amazon Prime er involveret i produktionen af serien(!).

Britannias præmis

Britannia foregår i år 43, hvor romerne gik i land på De Britiske Øer. Her må de keltiske rivaler Kerra og Antedia arbejde sammen for at forhindre den romerske invasion. Derudover kæmper romerne mod diverse druider, der eftersigende har kontakt til en magisk underverden.

Zimmers take

NB. Denne bedømmelse er ud fra de to afsnit, jeg har udholdt!

Produktionsværdi

Britannia er udråbt som en mulig tronarving til Game of Thrones.

Det er dog tydeligt at se, at serien ikke når Game of Thrones til hofteholderne.

Serien er heller ikke fantasy per say – det er sådan en mellemting, hvor jeg personligt havde håbet på mere autenticitet og historisk værdi samt mindre psykedelisk magi (faktisk intet magi, tak!).

Casting, rekvisitter, make-up, kostumer, produktionsværdi, dialog og historie – det hele er undervældende og klodset.

Skaberne forsøger især at udnytte naturen i Wales og Tjekkiet, hvor serien er optaget, til at virke storslået. Det gør de via droner, men det er også de eneste kameraskud, der gør Britannia til en overbevisende serie.

Det værste ved serien er en elendig blurry-effekt, som editoren ustandseligt lægger ind over sekvenserne. Det skal sandsynligvis forestille, at nu sker der noget “magisk” (á la druiderne mixer noget halløj, som giver hallucinationer), og seeren skal indleve sig i syreanfaldet.

Men den eneste effekt ved uskarpheden er, at jeg mister interessen og vader ud i køkkenet for at vaske pander fra gårsdagens stegning af wokgrøntsager.

Historie og stemning

Narrativet er ekstremt forvirrende med konstante hop over til mindre subfortællinger, inklusive en fortælling om Nikolaj Lie Kaas’ karakter, der har reddet en teenagepige fra romerne. Men især det subplot virker uvedkommende, trods det sandsynligvis bygger op til en sammenslutning af fortællinger senere i serien.

Forvirringen bliver total ved, at der ikke er den mindste form for introduktion af karaktererne. Jeg brugte begge afsnit på at gætte mig frem til karakterernes relationer og relevans i forhold til historien.

“Skuespillet er til gengæld fremragende”, ville jeg ønske, at jeg kunne sige. Men nej. Til skuespillernes forsvar har de fået et manuskript, der er klichefyldt og akavet.

Serien skal desuden forestille at have creepy undertoner med sit druideunivers, men her fejler den også. Mackenzie Crook lykkedes bedst som druide fra en kannibalagtig fraktion, men jeg sidder stadig med fornemmelsen, at det okkulte er lidt ligegyldigt.

Britannia føles i sidste ende som en overnaturlig fortælling produceret af History Channel – nu mangler vi bare en alliance med rumvæsener.

Zimmers IMDb(ish)-karakter: 3

Trailer til Succession

Adam McKay og Will Ferrell.

Det lyder som en drømmeduo inden for komedie, men de to succesfulde komedieveteraner er involveret i HBO’s nyeste drama Succession.

Her følger vi Roy-familien, som kontrollerer et af de største medie- og underholdningskonglomerater i verden.

Men der er naturligvis familiestridigheder og magtkampe internt, som serien centrerer omkring.

På rollelisten er Brian Cox, Jeremy Strong, Kieran Culkin, Hiam Abbass, Sarah Snook, Alan Ruck, Nicholas Braun, Matthew Macfadyen, Natalie Gold, Peter Friedman og Rob Yang.

Serien har premiere i juni.

Ny stor satsning fra Amazon: Britannia

I morgen er der premiere på Amazons storserie Britannia – bl.a. med Nikolaj Lie Kaas i en af hovedrollerne!

Britannia bliver allerede nu udråbt som “Amazons svar på Game of Thrones”, så der er pres på fra start.

Mærkeligt nok har HBO Nordic traileren på deres YouTube-kanal, så vi er lidt forvirrede over, hvor den ender henne!

I England bliver den desuden vist på Sky Atlantic!

Her er en trailer til serien – direkte fra HBO Nordics Youtube.

Disney køber Fox – men hvad kan en Disney-Fox-streamingtjeneste byde på?

52,4 milliarder dollars – så mange penge brugte Disney for nylig på at opkøbe store dele af Fox inkl. film- og seriekatalog.

Vi vil i dette indlæg ikke gå nærmere ind på baggrund og betydning for streamingseerne – det gør vi i episode 3 af Vi streamer op ad åen i begyndelsen af januar – men vi bringer her et indblik i, hvilke film- og seriekræfter der kan komme i spil til en hybridstreamingtjeneste af Disney-Fox-content.

Disney-content

Disney er i forvejen indehaver af en stor røvfuld content, og de kunne sagtens lancere en streamingtjeneste på baggrund af deres eksisterende katalog. Det inkluderer bl.a.:

  • Finding Nemo
  • Inside Out
  • Saving Mr. Banks
  • Toy Story-filmene
  • Up
  • Bambi
  • National Treasure-filmene
  • The Incredibles
  • Monsters, Inc.
  • Peter Pan
  • Remember the Titans
  • Junglebogen
  • Frozen
  • Askepot
  • Pirates of the Caribbean-franchisen
  • Cool Runnings
  • Dumbo
  • Mary Poppins
  • Sværdet i Stenen
  • The Muppets
  • Pinocchio
  • Honey, I Shrunk the Kids

Serier fra Fox

Fox’ seriekatalog har masser af kvalitet, og spørgsmålet er, om især Netflix fremadrettet kan forny deres rettigheder på serier fra Fox – eksempelvis Brooklyn Nine-Nine og New Girl.

Udvalgte Fox-serier:

  • Futurama
  • The Simpsons
  • NYPD Blue
  • The X-Files
  • M*A*S*H
  • Gotham (på Netflix)
  • Family Guy
  • New Girl (på Netflix)
  • Prison Break (på Netflix)
  • That 70’s Show
  • Brooklyn Nine-Nine (på Netflix)
  • Arrested Development (på og nyere episoder produceret af Netflix)
  • Buffy
  • The O.C. (på Netflix)
  • Party of Five (Vi bli’r i familien)
  • Ally McBeal
  • Dharma and Greg

Serier fra FX og FXX

Kanalerne FX og FXX er indehaver af nogle virkelig solide serier – bl.a. den måske mest absurde komedieserie i nyere tid, It’s Always Sunny in Philadelphia, den animerede Archer og Denis Leary-serien Rescue Me. Mange af FX-serierne er pt. også at finde på flere nuværende streamingtjenester.

Udvalgte FX/FXX-serier:

  • It’s Always Sunny in Philadelphia
  • Archer (på Netflix)
  • American Crime Story (på Netflix)
  • Rescue Me (på Amazon Prime)
  • The Americans (på Netflix)
  • Nip/Tuck
  • Sons of Anarchy (på Netflix)
  • Justified (på HBO og Amazon Prime)
  • Taboo (på HBO)
  • Fargo (på HBO)
  • Louie
  • The Shield (på Amazon Prime)
  • Better Things (på HBO)
  • The League

Film fra 21th Century Fox

Filmkataloget er for alvor blandt de tunge drenge, og det er ikke svært at forestille sig en streamingtjeneste bygget op af Fox og Disney-film kombineret.

Udvalgte Fox-produktioner efter 2000 inkluderer:

  • Cast Away (2000)
  • Walk the Line (2005)
  • Borat (2006)
  • Avatar (2009)
  • Lincoln (2012)
  • The Martian (2015)
  • The Revenant (2015)
  • Deadpool (2016)
  • Og selvfølgelig Dude, Where’s my car (2000)

Udvalgte Fox-filmhits med fortsættelser:

  • Indiana Jones
  • Star Wars
  • X-Men
  • Die Hard
  • Home Alone
  • Cocoon
  • Young Guns
  • Weekend at Bernie’s
  • The Cannonball Run (Ud at køre med de skøre)
  • Predator
  • Hot Shots
  • Ice Age
  • Alien
  • Kingsman
  • Fantastic Four

Udvalgte klassiske Fox-film fra før år 2000:

  • Miracle on 34th Street (1947)
  • All About Eve (1950)
  • The Longest Day (1962)
  • Cleopatra (1963)
  • The Sound of Music (1965)
  • Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969)
  • Patton (1970)
  • M*A*S*H (1970)
  • Tora! Tora! Tora! (1970)
  • The French Connection (1971)
  • The Poseidon Adventure (1972)
  • Chariots of Fire (1981)
  • The Cannonball Run (1981)
  • Cocoon (1985)
  • Commando (1985)
  • Wall Street (1987)
  • Big (1988)
  • The Commitments (1991)
  • True Lies (Livsfarlig Løgn) (1994)
  • Braveheart (1995)
  • Office Space (1999)
  • Fight Club (1999)
  • Plus mange flere –> se listen over 20th Century Fox-film fra 1935-1999 her

Hulu-produktioner

Med sine 30 % i Hulu kan man også forestille sig, at Disneys streamingtjeneste kommer til at inkludere de mest værdifulde produktioner herfra.

Udvalgte Hulu-produktioner:

  • The Handmaid’s Tale (på HBO)
  • The Mindy Project (på HBO)
  • 11.22.63
  • The Path (på HBO)
  • Casual (på HBO)

Det er ikke svært at se, at der er mere end nok potentiale til en streamingtjeneste, der kan hamle op med de store drenge.

Disney har allerede meldt ud, at de melder sig på streamingbanen, men hvad kommer det hele til at betyde for forbrugerne – streamingkrigen er startet, og den bliver kun mere interessant fra nu af!

Stay tuned!

Episode 1: Det danske streaminglandskab part 1

Første episode af Vi streamer op ad åen er nu online. Det er en suppedas af ujævn lyd, rumklang og øh’er – i den store helhed essensen af en jomfruelig podcast-episode.

Men vi tager også et kyndigt blik på de største streamingtjenester på det danske marked, hvorefter vi kryber til kors og udleverer vores personlige guilty pleasures.

Vi ses på åen!

Klik på nedenstående billede for at høre første episode (åbner i et nyt vindue – via Podbean).

vi_streamer_op_ad_åen_ep1

 

 

TOP 10 – Mest sete serier HBO Nordic 2017

HBO Nordic afslørede for nylig, hvilke serier der var de mest sete i 2017.

Du får her hele listen:

10. Girls

Girls afsluttede sit run i 2017 efter seks sæsoner, og serien sniger sig ind på skandinavernes 10. plads. Serien blev produceret af HBO.

9. Black Sails

Piratserien over dem alle. Black Sails sluttede sig til Girls og stoppede efter sin fjerde sæson tilbage i april. Serien er egentlig en Starz-serie, men alle fire sæsoner er tilgængelige på HBO Nordic.

8. Billions

Showtime er selskabet bag Billions, men serien bliver også udbudt til HBO’s seere. En stærk serie med en fremragende cast bag sig. Serien er blevet fornyet, og vi kan se frem til en tredje sæson, hvis dato endnu ikke er fastsat – et gæt er i begyndelsen af 2018.

7. The Magicians

Fantasyserien fra Syfy er også en del af HBO Nordic, og den indtager en flot 7. plads. Må personligt indrømme, at den er gået under min radar, men måske den skal på watch-listen.

Indtil videre har serien kørt i to sæsoner, og tredje sæson får premiere den 10. januar 2018.

6. Taboo

Med en humørsvingende Tom Hardy foran kameraet og som producer af serien har Taboo fået en god start i serieland. Serien er produceret af BBC One og FX, og er blevet fornyet med en anden sæson, hvis dato ikke er meldt ud.

5. Big Little Lies

Endnu en HBO-serie som trods en kort levetid har hentet hele otte Emmyer hjem ved den seneste Emmy-uddeling. Rollelisten tæller Nicole Kidman, Reese Witherspoon, Shailene Woodley, Alexander Skarsgård og Adam Scott, så der er bestemt også potentiale til kvalitet.

Serien er naturligvis blevet forlænget, men datoen for anden sæson er endnu ikke offentliggjort.

4. A Handmaid’s Tale

I en dystopisk fremtid har menneskeheden problemer med fertiliteten, og derfor holdes jordens fertile kvinder som sexslaver, de såkaldte handmaids, hos magtfulde familier verden over. Det er baggrunden for A Handmaid’s Tale, og det er bestemt så dystert, som det lyder.

Men med en fremragende Elisabeth Moss i hovedrollen og otte Emmyer i bagagen ligesom Big Little Lies har serien fået en stærk start som en af de største tv-succeser i 2017. Seriens anden sæson starter i april 2018 og er produceret af HBO’s konkurrent Hulu.

3. Westworld

Tilbage til HBO og den mest hypede serie de seneste par tv-sæsoner. Westworld finder sted i et fiktivt Wild West forlystelsesland beboet af såkaldte android hosts. Her kan besøgende fra den virkelige verden gøre, hvad de lyster uden konsekvenser. Og så tager vi den derfra!

Serien er fornyet, og kører en anden sæson med ti episoder i begyndelsen af 2018.

2. Vikings

Selvfølgelig er en serie om vikinger blandt de mest sete i Skandinavien – dog overraskende at den er helt oppe som nummer to. Vikings er faktisk produceret af canadiske History og har masser af skandinaviske skuespillere på rollelisten.

Serien har kørt siden 2013 og er blevet fornyet med en sjette sæson, der sandsynligvis får premiere i efteråret 2018.

1. Game of Thrones

Ikke overraskende er det seriefænomenet og HBO-produktionen Game of Thrones, som er den mest sete serie i 2017. Serien startede helt tilbage i 2011 og er blevet forlænget med sin sidste og ottende sæson, hvis dato der fortsat er usikkerhed omkring.

Potentiale til næste års liste

HBO producerer hele tiden nye serier, og det er meget sandsynligt, at flere kommende serier bryder ind i top 10 i 2018.

Vi har samlet en række serier, som i vores optik har potentiale til at blive publikumsmagneter:

Kandidat 1 – Glare

Med JJ Abrams bag sig er science fiction-dramaet Glare et godt bud på en top 10-kandidat i 2018. Serien fokuserer på koloniseringen af en planet, og hver episode har en varighed på én time. Udover koloniseringen er der ikke kommet yderligere detaljer om serien, men rummet og Abrams er en lovende kombination. Vores (oplagte) bud på årets nye HBO-hit i 2018.

Kandidat 2 – Here, Now

Skaberen bag Six Feet Under og True Blood Alan Ball er tilknyttet kandidat 2. Here, Now fokuserer på en familie med forskellige racebaggrunde, som på overfladen har et almindeligt familieliv, men som under overfladen har seriøse ridser i lakken.

Derudover er der et fantasyelement til serien, da et af børnene eftersigende har overnaturlige kræfter. Ærlig talt lyder det som noget værre rod, men det har lokket Oscar-vinderne Holly Hunter og Tim Robbins til rollelisten, så who knows?

Kandidat 3 – Succession

Større forhåbninger har jeg til Succession med Brian Cox, Matthew Macfadyen og Kieran Culkin. Bag serien står bl.a. Adam McKay (Anchorman, The Big Short, Step Brothers), Jesse Armstrong (Peep Show) og selveste Will Ferrell, så der er magtfulde komediekræfter i spil, trods serien bliver omtalt som et drama.

Serien centrerer omkring den globale amerikanske mediefamilie The Roys, som udover at være magtfulde også har store interne stridigheder.

Kandidat 4 – Who fears death

Baseret på en prisvindende bog og med George R.R. Martin (Game of Thrones) som producer er der også visioner i Who fears death. I et post-apokalytisk Sudan, hvor Nuruerne, en befolkningsgruppe med lys hud, undertrykker de mørkhudede Okeker, følger vi Onyesonwu, som er barn af en Okeke-kvinde, der blev voldtaget af en Nuru-mand. Onyesonwu har naturligvis magiske kræfter og har i sinde at finde sin far, som tilfældigvis er troldmand, og dræbe ham.

Kandidat 5 – Watchmen

Watchmen går serievejen, og det bliver en af HBO’s helt store satsninger i 2018. Med Lost-bagmanden Damon Lindelof, som ifølge ham selv er “superheltejunkie”, i førersædet kan det blive rigtig godt! Det bliver eftersigende superhelteaction med mere kant, end hvad vi pt. ser i de evindelige ensformige Marvel- og DC Comics-film.

Kandidat 6 – Today will be different

Today will be different markerer Julia Roberts’ første tv-hovedrolle, hvor hun desuden også er tilknyttet som producer. Serien er baseret på en komedienovelle af Maria Semple, og målgruppen er sandsynligvis den samme som Big Little Lies. Personligt står den ikke højt på min 2018-liste, men der er potentiale til en top 10-placering på ovenstående liste.

Honorable mention – Mosaic

Mosaic består kun af seks episoder. Steven Soderbergh (Ocean 11, The Knick) er bagmand med Sharon Stone i en bærende rolle. Der har været en del mystik om Mosaic, som første gang blev nævnt i 2015, og Soderbergh har blandt andet udtalt, at der kommer to versioner af projektet.

Det ene projekt løber af stablen i 2018 med seks almindelige tv-episoder, mens det andet beskrives som en interaktiv oplevelse, som skal ses via en app, der lader seeren bestemme, hvilken retning serien skal gå. Det lyder da fedt – trods manglen på, hvad plottet bliver!