Cloverfield 3 til Netflix?

Den nye Cloverfield, som endnu ikke er officielt navngivet, rygtes i øjeblikket til Netflix, efter at Paramount ser ud til at droppe filmen.

Rygtet kommer i kølvandet på flere forsinkelser samt en mindre imponerende modtagelse hos testpublikum af J.J. Abrams’ værk.

I første omgang var det planlagt, at filmen røg i biograferne i februar 2018, hvorefter det blev ændret til april – men også den seneste premieredato er i fare for at ryge i vasken.

Det kan dog være en del af Cloverfields strategi, da både den originale Cloverfield (kan ses på Amazon Prime) og 10 Cloverfield Lane (kan ses på Netflix) brugte utraditionelle virale midler til at promovere filmene.

Den originale Cloverfield (2008) var for Vi streamer op ad åen-teamet en af de vildeste biografoplevelser nogensinde, så det vil være ærgerligt, hvis treeren ryger direkte på Netflix. At se originalen på TV’et var nemlig mildest talt undervældende i forhold til biografoplevelsen.

Men endnu er Cloverfield 3 fortsat Paramount-ejet, så nu må vi se, hvad næste skridt bliver.

Filmens cast inkluderer bl.a. Daniel Brühl, Elizabeth Debicki, Chris O’Dowd, David Oyelowo og Zhang Ziyi.

Kilde: slashfilm.com

Zimmers anmeldelse af Britannia

Zimmer er en skeptiker.

Han er ikke fantasyfan – og dermed er han endnu ikke hoppet med på Game of Thrones-bølgen de seneste mange år.

Så hvorfor ikke sætte ham til at anmelde Skys “historiske” okkulte drama Britannia, som herhjemme sendes på HBO Nordic – trods Amazon Prime er involveret i produktionen af serien(!).

Britannias præmis

Britannia foregår i år 43, hvor romerne gik i land på De Britiske Øer. Her må de keltiske rivaler Kerra og Antedia arbejde sammen for at forhindre den romerske invasion. Derudover kæmper romerne mod diverse druider, der eftersigende har kontakt til en magisk underverden.

Zimmers take

NB. Denne bedømmelse er ud fra de to afsnit, jeg har udholdt!

Produktionsværdi

Britannia er udråbt som en mulig tronarving til Game of Thrones.

Det er dog tydeligt at se, at serien ikke når Game of Thrones til hofteholderne.

Serien er heller ikke fantasy per say – det er sådan en mellemting, hvor jeg personligt havde håbet på mere autenticitet og historisk værdi samt mindre psykedelisk magi (faktisk intet magi, tak!).

Casting, rekvisitter, make-up, kostumer, produktionsværdi, dialog og historie – det hele er undervældende og klodset.

Skaberne forsøger især at udnytte naturen i Wales og Tjekkiet, hvor serien er optaget, til at virke storslået. Det gør de via droner, men det er også de eneste kameraskud, der gør Britannia til en overbevisende serie.

Det værste ved serien er en elendig blurry-effekt, som editoren ustandseligt lægger ind over sekvenserne. Det skal sandsynligvis forestille, at nu sker der noget “magisk” (á la druiderne mixer noget halløj, som giver hallucinationer), og seeren skal indleve sig i syreanfaldet.

Men den eneste effekt ved uskarpheden er, at jeg mister interessen og vader ud i køkkenet for at vaske pander fra gårsdagens stegning af wokgrøntsager.

Historie og stemning

Narrativet er ekstremt forvirrende med konstante hop over til mindre subfortællinger, inklusive en fortælling om Nikolaj Lie Kaas’ karakter, der har reddet en teenagepige fra romerne. Men især det subplot virker uvedkommende, trods det sandsynligvis bygger op til en sammenslutning af fortællinger senere i serien.

Forvirringen bliver total ved, at der ikke er den mindste form for introduktion af karaktererne. Jeg brugte begge afsnit på at gætte mig frem til karakterernes relationer og relevans i forhold til historien.

“Skuespillet er til gengæld fremragende”, ville jeg ønske, at jeg kunne sige. Men nej. Til skuespillernes forsvar har de fået et manuskript, der er klichefyldt og akavet.

Serien skal desuden forestille at have creepy undertoner med sit druideunivers, men her fejler den også. Mackenzie Crook lykkedes bedst som druide fra en kannibalagtig fraktion, men jeg sidder stadig med fornemmelsen, at det okkulte er lidt ligegyldigt.

Britannia føles i sidste ende som en overnaturlig fortælling produceret af History Channel – nu mangler vi bare en alliance med rumvæsener.

Zimmers IMDb(ish)-karakter: 3

Episode 5’s ‘My Month in Streaming’

I episode 5’s beskrivelse lovede vi en liste over de serier, vi fremhæver i episoden – det lever vi op til i dette indlæg.

Enjoy!

Thomsens My Month in Streaming

  • Easy (Netflix) – anbefalet
  • Dark (Netflix) – anbefalet
  • La casa de papel (Netflix) – anbefalet
  • The Punisher (Netflix)
  • Bojack Horseman (Netflix)
  • London has Fallen (Viaplay)
  • Black Mirror (Netflix)
  • Knightfall (HBO)
  • Tror du på julemanden (Viaplay)

Vistisens My Month in Streaming

  • Mindhunter (Netflix) – anbefalet
  • Manhunt: Unabomber (Netflix) – anbefalet
  • Star Wars: Samtlige film! (de seks første på HBO) – anbefalet
  • Star Wars Rebels (Viaplay)
  • Pyrus (TV2 Play)
  • Natholdets Julekalender (TV2 Play)

Zimmers My Month in Streaming

  • Rodløs (DRTV) – anbefalet
  • Jean Claude van Johnson (Amazon Prime) – anbefalet
  • Timeless (Netflix) – anbefalet
  • Bright (Netflix)
  • Graves (HBO)
  • Godless (Netflix)
  • Finding Dory (Netflix)
  • The Crown (Netflix)
  • Designated Survivor (Netflix)
  • Frontier (Netflix)

En Udvalgt fra Vistisen: Travelers

En person fra fremtiden (en såkaldt traveler) overtager et menneskes bevidsthed. Et menneske, hvis skæbne var få sekunder fra døden i et trafikuheld, en faldulykke eller i en voldsepisode.

Travelers har lært om de pågældende menneskers død gennem sociale medier, hvis arkiver er bevaret op gennem fremtiden.

Travelers’ mission i nutiden er at redde menneskeheden fra en dystopisk fremtid, hvor jorden er ved at gå under.

I serien Travelers er der sendt tusinder af travelers til nutiden for at løse missioner, der skal give menneskeheden mulighed for at overleve i fremtiden.

Det er nemt at afspejle serien i de klimaudfordringer, vi oplever i dag – og som kan have effekt for fremtidens generationer.

Som seer følger vi et team af travelers, der hver især har deres eget ansvar, eksempelvis spiller Eric McCormack leder, mens MacKenzie Porter er holdets læge.

At ankomme til det 21. århundrede fra en fremtid, hvor næsten alt liv på jorden er forsvundet, giver naturligvis teamet sine udfordringer og åbenbaringer.

Derudover skal de forsøge at tilpasse sig de menneskers liv, som de har overtaget. Eksempelvis har Eric McCormacks karakter overtaget Grant McLarens liv. Det indebærer en kone, som han først skal lære at kende samt et job hos FBI, der giver ham visse fordele som traveler.

Men jo flere ændringer, som teamet udfører i nutiden, jo mere bliver fremtiden ændret. Derfor udvikler teamet sig fra at vide alt, til at en ny fremtid former sig, som de ikke kender til.

Alt i alt er serien med et forholdsvis lavt budget en fængende og intens historie, der er et must for sci-fi-fans – men som også rammer andre målgrupper, der ikke nødvendigvis plejer at finde science fiction interessant.

Podcastmeninger

Vistisen: “Det, der er sjovt ved Travelers, er, at den for rigtig få virkemidler, formår at fortælle en rigtig effektiv science fiction-historie.”

Zimmer: “Jeg synes faktisk, at Vistisen underspillede Travelers. Jeg var hooked fra starten af – og skuespillet er virkelig solidt! Det er sandt, at der er episoder, som mislykkes – men det er fordi serien eksperimenterer med narrativ og form. Det, synes jeg, er beundringsværdigt.”

Peters IMDb(ish)-karakter: 8
Zimmers IMDb(ish)-karakter: 8,5

Yderligere informationer

Kan streames på: Netflix – sæson 1 og 2

Skuespillere: Eric McCormack, MacKenzie Porter, Nesta CooperJared AbrahamsonReilly Dolman

Hold øje med: Jared Abrahamson – spiller den ældste mand i teamet, som har overtaget en 17-årigs krop. Abrahamson gør et fremragende stykke arbejde som en vis gammel mand i en ung indpakning.

Faktiske IMDb-karakter: 8

Links

Letterman Returnerer

Den 12. februar er et af de største komiske talenter tilbage på skærmen.

Late Show-legenden David Letterman har nemlig fået sit helt eget show på Netflix!

Desværre er det ikke som vanligt alle hverdage, at Letterman dukker op med nye episoder, og vi må nøjes med ét månedlig talkshow frem til juni (i første omgang).

Letterman starter hårdt ud med at invitere Barack Obama ind som sin første gæst, så mon ikke den indledende episode bliver et stensikkert hit blandt seerne?

I nedenstående kan du se en trailer samt højdepunkter fra Lettermans karriere i det fremragende Late Night på NBC, som blev fulgt op af den værdige afløser Late Show på CBS.