PODCASTEPISODE 29: Indiske krimiretter fra Bombay

Den indisk profilerede Sacred Games er i fokus i denne episode af Vi streamer op ad åen.Logo

Serien har et solidt fundament i produktionen, men Tobias og Anders har blandede følelser på resten af elementerne i krimidramaserien, som kan ses på Netflix.

Vi tager også et hurtigt kig på udvalget af ikke-engelsksprogede serier på streamingtjenester generelt.

Da Peter ikke er med på holdet denne gang, har vi skåret 30 minutter af episoden. Peter er talelimen, der holder længden oppe.

Vi høres på åen.

Bag podcasten står Peter Vistisen, Tobias Iskov Thomsen og Anders Zimmer Hansen – alle tidligere korrupte betjente i Bombay.

Klik her for at høre episode 29 af Vi streamer op ad åen i din browser.

Vi kan naturligvis også findes i din foretrukne podcast-app som fx Apple Podcasts, Spotify, Google Podcasts, Castbox, Podbean m.fl..

PODCASTEPISODE 28: Pixelerede romere, Forest Whitakers grynt og chu-pi-di-bah

Efter en uges sommerferie er Vi streamer op ad åen tilbage med en ordentlig motherfucker af en episode!

My Month in Streaming er igen på programmet, hvor vi bl.a. taler en Desperate Housewives-klon, en ukendt Amy Adams-serie på HBO og sublimt skuespil i en Steven Spielberg-klassiker fra 1993.

Derudover kommer vi i en Spartacus-lignende diskussionsduel, da der sker overlap mellem én værts positive overraskelse og en anden værts tommel ned.

Find episoden i din foretrukne podcastapp (søg på Vi streamer op ad åen i iTunes, Pocket Casts, Spotify, Google Podcasts m.fl.) eller klik på nedenstående billede for at høre podcasten i din browser (via Podbean).

Vi høres på åen.

Forresten…

Vi er på Twitter-mediet: @streamaaen.

Kontakt: streamaaen@gmail.com.

Bag podcasten står Peter Vistisen, Tobias Iskov Thomsen og Anders Zimmer Hansen – alle tidligere Oscar-vindere ligesom Jennifer Aniston.

episode_28

Cloverfield 3 til Netflix?

Den nye Cloverfield, som endnu ikke er officielt navngivet, rygtes i øjeblikket til Netflix, efter at Paramount ser ud til at droppe filmen.

Rygtet kommer i kølvandet på flere forsinkelser samt en mindre imponerende modtagelse hos testpublikum af J.J. Abrams’ værk.

I første omgang var det planlagt, at filmen røg i biograferne i februar 2018, hvorefter det blev ændret til april – men også den seneste premieredato er i fare for at ryge i vasken.

Det kan dog være en del af Cloverfields strategi, da både den originale Cloverfield (kan ses på Amazon Prime) og 10 Cloverfield Lane (kan ses på Netflix) brugte utraditionelle virale midler til at promovere filmene.

Den originale Cloverfield (2008) var for Vi streamer op ad åen-teamet en af de vildeste biografoplevelser nogensinde, så det vil være ærgerligt, hvis treeren ryger direkte på Netflix. At se originalen på TV’et var nemlig mildest talt undervældende i forhold til biografoplevelsen.

Men endnu er Cloverfield 3 fortsat Paramount-ejet, så nu må vi se, hvad næste skridt bliver.

Filmens cast inkluderer bl.a. Daniel Brühl, Elizabeth Debicki, Chris O’Dowd, David Oyelowo og Zhang Ziyi.

Kilde: slashfilm.com

Zimmers anmeldelse af Britannia

Zimmer er en skeptiker.

Han er ikke fantasyfan – og dermed er han endnu ikke hoppet med på Game of Thrones-bølgen de seneste mange år.

Så hvorfor ikke sætte ham til at anmelde Skys “historiske” okkulte drama Britannia, som herhjemme sendes på HBO Nordic – trods Amazon Prime er involveret i produktionen af serien(!).

Britannias præmis

Britannia foregår i år 43, hvor romerne gik i land på De Britiske Øer. Her må de keltiske rivaler Kerra og Antedia arbejde sammen for at forhindre den romerske invasion. Derudover kæmper romerne mod diverse druider, der eftersigende har kontakt til en magisk underverden.

Zimmers take

NB. Denne bedømmelse er ud fra de to afsnit, jeg har udholdt!

Produktionsværdi

Britannia er udråbt som en mulig tronarving til Game of Thrones.

Det er dog tydeligt at se, at serien ikke når Game of Thrones til hofteholderne.

Serien er heller ikke fantasy per say – det er sådan en mellemting, hvor jeg personligt havde håbet på mere autenticitet og historisk værdi samt mindre psykedelisk magi (faktisk intet magi, tak!).

Casting, rekvisitter, make-up, kostumer, produktionsværdi, dialog og historie – det hele er undervældende og klodset.

Skaberne forsøger især at udnytte naturen i Wales og Tjekkiet, hvor serien er optaget, til at virke storslået. Det gør de via droner, men det er også de eneste kameraskud, der gør Britannia til en overbevisende serie.

Det værste ved serien er en elendig blurry-effekt, som editoren ustandseligt lægger ind over sekvenserne. Det skal sandsynligvis forestille, at nu sker der noget “magisk” (á la druiderne mixer noget halløj, som giver hallucinationer), og seeren skal indleve sig i syreanfaldet.

Men den eneste effekt ved uskarpheden er, at jeg mister interessen og vader ud i køkkenet for at vaske pander fra gårsdagens stegning af wokgrøntsager.

Historie og stemning

Narrativet er ekstremt forvirrende med konstante hop over til mindre subfortællinger, inklusive en fortælling om Nikolaj Lie Kaas’ karakter, der har reddet en teenagepige fra romerne. Men især det subplot virker uvedkommende, trods det sandsynligvis bygger op til en sammenslutning af fortællinger senere i serien.

Forvirringen bliver total ved, at der ikke er den mindste form for introduktion af karaktererne. Jeg brugte begge afsnit på at gætte mig frem til karakterernes relationer og relevans i forhold til historien.

“Skuespillet er til gengæld fremragende”, ville jeg ønske, at jeg kunne sige. Men nej. Til skuespillernes forsvar har de fået et manuskript, der er klichefyldt og akavet.

Serien skal desuden forestille at have creepy undertoner med sit druideunivers, men her fejler den også. Mackenzie Crook lykkedes bedst som druide fra en kannibalagtig fraktion, men jeg sidder stadig med fornemmelsen, at det okkulte er lidt ligegyldigt.

Britannia føles i sidste ende som en overnaturlig fortælling produceret af History Channel – nu mangler vi bare en alliance med rumvæsener.

Zimmers IMDb(ish)-karakter: 3

Episode 5’s ‘My Month in Streaming’

I episode 5’s beskrivelse lovede vi en liste over de serier, vi fremhæver i episoden – det lever vi op til i dette indlæg.

Enjoy!

Thomsens My Month in Streaming

  • Easy (Netflix) – anbefalet
  • Dark (Netflix) – anbefalet
  • La casa de papel (Netflix) – anbefalet
  • The Punisher (Netflix)
  • Bojack Horseman (Netflix)
  • London has Fallen (Viaplay)
  • Black Mirror (Netflix)
  • Knightfall (HBO)
  • Tror du på julemanden (Viaplay)

Vistisens My Month in Streaming

  • Mindhunter (Netflix) – anbefalet
  • Manhunt: Unabomber (Netflix) – anbefalet
  • Star Wars: Samtlige film! (de seks første på HBO) – anbefalet
  • Star Wars Rebels (Viaplay)
  • Pyrus (TV2 Play)
  • Natholdets Julekalender (TV2 Play)

Zimmers My Month in Streaming

  • Rodløs (DRTV) – anbefalet
  • Jean Claude van Johnson (Amazon Prime) – anbefalet
  • Timeless (Netflix) – anbefalet
  • Bright (Netflix)
  • Graves (HBO)
  • Godless (Netflix)
  • Finding Dory (Netflix)
  • The Crown (Netflix)
  • Designated Survivor (Netflix)
  • Frontier (Netflix)

Netflix dropper Lady Dynamite

Det er sjældent, at Netflix dropper serier.

I hvert fald hvad vi som forbrugere hører om – ofte dukker der ikke yderligere sæsoner op, og så må man gå ud fra, at serien er sløjfet.

Dog kom det for nylig frem i streamingmedierne, at komedieserien Lady Dynamites skæbne er beseglet efter to sæsoner.

Showet følger Maria Bamfords stand-up-karriere, efter at hun har siddet på sidelinjen i seks måneder for at holde styr på sin bipolare diagnose.

Umiddelbart er serien ikke på manges radar, så vi tvivler på, at den bliver savnet af det brede publikum.

Udover Lady Dynamite har Netflix det seneste år sløjfet de ekstremt ringe The Get Down, Girlboss og Haters Back Off samt Wachowski-brødrenes Sense8, Naomi Watts-serien Gypsy og Chelsea Handlers lidet flatterende talkshow Chelsea.

Kilde: tvguide.com

Bliver #Metoo Slutningen på The Deuce?

Det er efterhånden uoverskueligt at holde styr på de mange sager, som er kommet i kølvandet på #metoo.

Den seneste sag involverer HBO-stjernen James Franco, der for nylig modtog en Golden Globe for The Disaster Artist.

Franco er pt. tilknyttet den stjernespækkede The Deuce om pornoens frigivelse tilbage i 70’erne. Serien blev lovet en anden sæson tilbage i september, men den seneste udvikling omkring Franco sår tvivl om fremtiden – i hvert fald en fremtid med Franco som protagonist.

HBO har tidligere stoppet samarbejdet med andre #metoo-involverede som eksempelvis komikeren Louis CK og journalisten Mark Halperin.

Så hvis der er beviser for, at Franco er skyldig, kan vi ikke se anden udvej end en fyring af skuespilleren, medmindre HBO er håbløst dobbeltmoralske.

Hvordan The Deuce vil klare sig uden sin hovedperson, der spiller tvillinger, er tvivlsomt trods en glimrende rolleliste med bl.a. Chris Bauer, Margarita Levieva, Michael Rispoli, Gary Carr og den blændende Maggie Gyllenhaal.

Vi bliver meget klogere frem mod sæson 2, der endnu ikke har fået en premieredato.